Minister for samfundssikkerhed og beredskab: Vi skal lære af Ukraines dyrt købte erfaringer
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen er netop vendt hjem fra Ukraine. Med sig har hun ukrainske erfaringer om civilbeskyttelse, cybersikkerhed og redningsberedskabet under en krig
Siden 2022 har Ruslands fuldskalainvasion mod Ukraine betydet, at Ukraine har måttet omstille store dele af samfundet. De erfaringer, som Ukraine har gjort, har de et ønske om at dele med tætte allierede som Danmark.
Det drejer sig blandt andet om redningsberedskabets erfaringer med civilbeskyttelse under krigsforhold, erfaringer med hybridangreb og angreb på fysisk og digital kritisk infrastruktur.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen siger:
”Ukrainerne vil gerne dele deres dyrt købte erfaringer med Danmark. Vi håber selvfølgelig aldrig, at vi kommer i en lignende situation. Men de indsigter og løsninger, ukrainerne har skabt under utroligt svære vilkår, er enormt værdifulde for os, og kan bruges til at styrke det danske totalberedskab.”
Erfaringerne – sammen med erfaringer fra andre nordiske lande - vil desuden indgå i det videre arbejde med, hvordan Danmark bedst beskytter civilbefolkningen i tilfælde af kriser og i yderste tilfælde krig.
Ukrainske erfaringer vil desuden indgå i forbindelse med civilbeskyttelsesanalysen, der er aftalt i forbindelse med Aftale om beredskabsområdet 2025-26.
Under sit besøg satte ministeren et lys for de faldne i Ukraines redningsberedskab ved et mindesmærke sammen med den ukrainske beredskabsstyrelse, SESU.