Minister: ”Vigtigt, at vi fortsat styrker samarbejdet mellem Grønland og Danmark om beredskab og samfundssikkerhed”

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen besøger Grønland for at drøfte med Naalakkersuisoq for bolig, infrastruktur, yderdistrikter og beredskab Iddumanngiiu Jensen Bianco, hvordan Grønland og Danmark sammen kan udvikle samarbejdet om beredskabsområdet.

Et billede af Naalakkersuisoq for bolig, infrastruktur, yderdistrikter og beredskab, Iddumanngiiu Jensen Bianco, og minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen.

Danske og grønlandske myndigheder har allerede et tæt samarbejde om beredskabsområdet. Dette samarbejde skal fortsat styrkes.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab besøger Grønland for at få et bedre indblik i grønlandske forhold, og de udfordringer, der måtte være på beredskabs- og samfundssikkerhedsområdet, herunder for at se, hvordan Danmark bedst muligt kan støtte.

I januar 2026 indgik Grønland og Danmark en aftale om at forstærke samarbejdet på beredskabsområdet. Siden da har Ministeriet for Samfundssikkerhed sammen Beredskabsstyrelsen og Styrelsen for Samfundssikkerhed bl.a. bistået med beredskabsfaglig rådgivning, krisekommunikationsekspertise og en række beredskabsmoduler, som kan laves til varmestuer ved længerevarende forsyningssvigt mv. 

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen siger:

”Borgerne i Rigsfællesskabet skal føle sig trygge i en tid med global usikkerhed. Det gode samarbejde og den gensidige tillid mellem Grønland og Danmark er afgørende. Jeg er derfor glad for at besøge Grønland igen – nu som minister – hvor jeg bl.a. mødes med Naalakkersuisoq for bolig, infrastruktur, yderdistrikter og beredskab, Iddumanngiiu Jensen Bianco, for at arbejde videre med, hvordan Grønland og Danmark sammen kan udvikle samarbejdet om beredskabsområdet og støtte Grønlands beredskab.”

Foruden at mødes med Naalakkersuisoq for bolig, infrastruktur, yderdistrikter og beredskab, Iddumanngiiu Jensen Bianco, mødes ministeren for samfundssikkerhed og beredskab med Naalakkersuisoq for miljø, natur, energi og forskning, Jørgen Rosbach, og besøger tillige Nordhavnsværket ved Nukissiorfiit, Arktisk Kommando, Nuuk Brandstation og Grønlands Politi. Besøgene er med til at give en helhedsforståelse af beredskabet i Grønland.

Pressevagten

Pressen kan henvende sig til ministeren og ministeriet via vores pressevagt, som betjenes på skift af ministeriets faste presse- og kommunikationsrådgivere. 

Pressevagt tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms)

Mail: presse@mssb.dk (tjekkes kun hverdage mellem 09.00-16.00)