Nu går eftersyn af offentlige beskyttelsesrum i gang

Kommunerne er nu gået i gang med eftersyn af landets offentlige beskyttelsesrum. Eftersynet fokuseres i første omgang på de såkaldte betondækningsgrave. Eftersynene skal bidrage til at skabe et overblik over den reelle stand af landets beskyttelsesrum. I forlængelse af Styrelsen for Samfundssikkerheds offentliggørelse af tjeklisten og igangsættelsen af piloteftersyn deltager Torsten Schack Pedersen i dag ved et eftersyn af en betondækningsgrav.

I maj 2025 igangsatte ministeren for samfundssikkerhed og beredskab en række konkrete tiltag på beskyttelsesrumsområdet, herunder bl.a. et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum. 

Nu har Styrelsen for Samfundssikkerhed offentliggjort en tjekliste, som er udarbejdet i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL), og eftersynet af betondækningsgrave er igangsat som et piloteftersyn i udvalgte kommuner. 

Vi lever i en tid, hvor det desværre igen er blevet aktuelt at tale om beskyttelsesrum i Europa. På trods af at der ikke er en konkret militær trussel mod Danmark, så er det vigtigt, at der bliver skabt et overblik over den reelle stand og kapacitet af eksisterende beskyttelsesrum. Jeg er derfor glad for, at Styrelsen for Samfundssikkerhed i dag har offentliggjort tjeklisten, som skal understøtte kommunernes arbejde, og at kommunerne har påbegyndt piloteftersyn af betondækningsgrave”, siger Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab. 

Eftersynet af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum skal – sammen med de øvrige igangsatte initiativer på området – bidrage til at styrke Danmarks beredskab og sikkerhed Samtidig skal det igangsatte arbejder være med til at danne grundlaget for, at vi kan styrke den borgerrettede kommunikation på området.

Find tjeklisten til eftersyn af beskyttelsesrum på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside. 

Kontakt

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).