Lovforslag om ændring af beredskabsloven er sendt i høring

Et nyt lovforslag, der blev sendt i høring fredag den 6. februar 2026, har til formål at styrke det operative beredskab og rammerne for beredskabsplanlægning.

I lyset af det aktuelle risiko- og trusselsbillede har lovforslaget bl.a. til formål at styrke det operative redningsberedskab og rammerne for beredskabsplanlægning. 

Det skærpede risiko- og trusselsbillede, der indebærer risici for større og mere komplekse hændelser, stiller nye krav til det samlede redningsberedskab.

Med lovforslaget lægges der bl.a. op til, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan bestemme, at det statslige redningsberedskab kan overtage den strategiske kommando over det samlede redningsberedskab i Danmark ved helt særlige hændelser.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger: 

Vi har et godt redningsberedskab i Danmark, men trusselsbilledet stiller større krav til, hvordan redningsberedskabet samlet set håndterer større og mere komplekse hændelser. Derfor er det vigtigt, at det statslige redningsberedskab kan overtage den strategiske kommando, hvis Danmark udsættes for større ulykker, komplekse hændelser eller katastrofer. 

Lovforslaget er nu sendt i høring. Fristen for høringssvar er den 6. marts 2026.

Link til høringsportalen her.

Kontakt
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).