Ekspertpanel for beredskabsområdet præsenterer anbefalinger for redningsberedskabet

Ekspertpanelet for beredskabsområdet kommer med ti retningsgivende anbefalinger til, hvordan Danmarks samlede redningsberedskab kan styrkes.

Anbefalingerne er nu overleveret til minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen, som nedsatte ekspertpanelet i sommeren 2025. Panelet skulle komme med et fælles input til, hvordan organisering og samspil i redningsberedskabet kunne styrkes. Han siger:  

Jeg har i dag modtaget ekspertpanelets gode anbefalinger, og dem glæder jeg mig meget til at dykke ned i. Et ændret risiko- og trusselsbillede kalder på, at vi styrker vores redningsberedskab. Og det er vi i fuld gang med. Nu vil jeg se nærmere på, hvordan anbefalingerne kan bidrage yderligere til det arbejde

Medlem af ekspertpanelet Kristian Cedervall Lauta siger:  

Der er behov for at robustgøre Danmarks samlede redningsberedskab – og gøre det hurtigt. Det kræver et taktskifte.

Medlem af ekspertpanelet Rikke Sønderriis siger:  

Vi har brug for klare krav til dimensionering og til fælles planlægning. Det er helt afgørende for vores samlede robusthed på tværs af landet, at vi går samme retning og lever op til samme høje standarder.

Medlem af ekspertpanelet Rasmus Dahlberg siger:

Med anbefalingen om at skabe et nyt regionalt niveau i redningsberedskabet ønsker vi at rydde op i det kludetæppe af geografiske inddelinger, dansk beredskab i dag er kendetegnet ved - men uden at etablere et selvstændigt forvaltningsniveau med mere bøvl og bureaukrati. Det handler om at placere et tydeligt ansvar for regional samtænkning af redningsberedskabets samlede ressourcer.

Ekspertpanelet består af: 
•    Christine Engel Christensen, vicedirektør, Styrelsen for Samfundssikkerhed 
•    Gunnar Wedell van der Leeden, afdelingschef, Danmarks Meteorologiske Institut 
•    Henrik Skals, politiinspektør, Nordjyllands Politi 
•    Jakob Vedsted Andersen, beredskabsdirektør, Hovedsta-dens Beredskab 
•    Kristian Cedervall Lauta, prorektor og professor, Køben-havns Universitet 
•    Rasmus Dahlberg, vicecenterleder og lektor, SECURE, Roskilde Universitet 
•    Rikke Sønderriis, beredskabsdirektør, Frederiksborg Brand & Redning 
•    Sascha Volmer Sørensen, fhv. kommunaldirektør

Læs mere om anbefalingerne til et taktskifte i Danmarks samlede redningsberedskab her: link til rapporten (åbner ny fil)

Kontakt 
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).  

Om Ekspertpanel for beredskabsområdet 
Ekspertpanel for beredskabsområdet er nedsat af regeringen i juni 2025 som led i regeringens fokus på styrket samfundssikkerhed og beredskab. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab har bedt ekspertpanelet om at analysere og komme med anbefalinger til organiseringen af redningsberedskabet og samspillet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber for at afdække og understøtte fremtidige behov i lyset af den sikkerhedspolitiske situation, klimaforandringer, grøn omstilling og civilbeskyttelse mv. 

Ekspertpanelets medlemmer er personligt udpeget i kraft af deres faglige kompetencer og erfaring. Panelet repræsenterer ikke særlige institutionelle eller organisatoriske interesser. Ekspertpanelet har på baggrund af deres viden og faglighed formuleret anbefalingerne.