Danmark får en national beredskabsuge

Totalberedskabet skal medvirke til en ny og stærkere be-redskabskultur, hvor alle dele af samfundet er bevidste om deres rolle i fællesskabet. Derfor lancerer Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab en beredskabsuge, som afholdes i uge 19.

Ambitionen for beredskabsugen er at skabe en styrket bered-skabskultur og parathed i Danmark, hvor myndigheder, organisationer, erhvervsliv og civilsamfund står sammen med borgerne om den vigtige opgave.

Beredskabsugen vil få overskriften: ”Vi er der for Danmark”, og gennemføres samme uge som den årlige sirenevarslingstest.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger: 

”Beredskabsugen skal gøre danskerne bevidste om, hvordan vi alle er en del af totalberedskabet – og hvad vores rolle er. Det gør vi bedst ved at inddrage alle, forberede os og øve os sammen”

Ugen tager udgangspunkt i erfaringer fra Sverige og Norge, som viser, at bevidsthed om beredskab i høj grad kommer fra inddragelse og ejerskab.

I 2026 gennemføres beredskabsugen med henblik på at afprøve forskellige tilgange og aktiviteter, der kan danne grundlag for et bæredygtigt og velafprøvet koncept for de kommende år. Det kan fx være aktiviteter som strømfrie dage på skolerne, beredskabsplaner i virksomheder eller besøg fra beredskabet i lokalområdet.

Det er forventningen, at beredskabsugen på den baggrund årligt kan udvikle sig i omfang og indhold. 

Arbejdet med beredskabsugen varetages af Styrelsen for Samfundssikkerhed i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.

Kontakt
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).