Forhandlinger om ny cyberstrategi går i gang

Cyberområdet i Danmark skal yderligere styrkes. Som led i dette arbejde indkalder regeringen nu til forhandlinger i december om en ny cyber- og informationssikkerhedsstrategi for 2026-2029.

Med Beredskabsaftalen for 2025 og 2026 blev det aftalt, at der skal udarbejdes en ny cyber- og informationssikkerhedsstrategi. I den forbindelse blev det aftalt, at Folketingets partier ville blive inviteret til forhandlinger om en ny strategi i 2025.

På den baggrund indkalder regeringen nu til det første og indledende forhandlingsmøde i december. 

Torsten Schack Pedersen minister for samfundssikkerhed og beredskab siger:

”Vi skal gøre mere for, at Danmark står stærkere mod cybertruslen. En vigtigt led heri er en ny cyberstrategi. Derfor er jeg glad for, at vi tager hul på forhandlingerne. Jeg ser meget frem til drøftelserne med Folketingets partier.

Forud for forhandlingerne orienteres partierne om det analysearbejde, der danner en del af grundlaget for den nye strategi for cyber- og informationssikkerhed. Forhandlingerne forventes at løbe ind i 2026 og alle partier i Folketinget er indkaldt. 

Kontakt

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).