I en ny beretning kritiserer Rigsrevisionen blandt andet, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab ikke har understøttet den tværgående koordinering mellem ministerierne i tilstrækkelig grad. Undersøgelsesperioden går frem til og med 2024. Ministeriet for Samfundssikkerheder og Beredskab tager beretningen til efterretning.
Rigsrevisionen har netop offentliggjort en ny beretning som undersøger ni ministeriers beredskab på kriser.
Undersøgelsesperioden går fra 2022 til slutningen af 2024 og beretningen retter blandt andet kritik af, at ministeriet ikke har understøttet den tværgående koordinering i tilstrækkelig grad, da ministeriet ikke rettidigt har opdateret National Beredskabsplan, som er den overordnede plan, der skal understøtte den tværgående koordinering i en krise.
”Vi tager Rigsrevisionens beretning til efterretning. Den understreger vigtigheden af, at vi koordinerer på tværs og understøtter den samlede nationale krisestyring. Det er et arbejde, vi har løftet, siden vi blev oprettet for lidt over et år siden – og vi er heldigvis et andet og bedre sted i dag. Vi gennemførte blandt andet national krisestyringsøvelse 2025 i november med mere end 100 deltagere fra myndigheder, virksomheder og civilsamfund for at teste og styrke samspillet”, siger Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab.
National Beredskabsplan er efterfølgende blevet opdateret for at afspejle bl.a. de ændringer, der er sket i forbindelse med etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Læs Rigsrevisionens beretning her (åbner Rigsrevisionens hjemmeside).
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).