Civilsamfundsorganisationer spiller en vigtig rolle, hvis beredskab skal bredes mere ud i samfundet. Derfor samler ministeren for samfundssikkerhed og beredskab nu en bred vifte af civilorganisationer.
I dag er der tikket en invitation ind hos en lang række danske civilsamfundsorganisationer. Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen har inviteret til en kickoffkonference, som er begyndelsen på et kommende forum for civilsamfundet.
Formålet med det kommende forum er, at civilsamfundsorganisationerne kan samarbejde om inddragelse, samfundssikkerhed, krisehåndtering og støtte til samfundets sårbare grupper. Samtidig har civilsamfundsorganisationerne en unik platform til for eksempel at mobilisere frivillige til krisesituationer, ligesom de har særligt kendskab til samfundets sårbare grupper og ved, hvordan de kan tænkes ind i beredskabsplanlægningen – og hvilke særlige behov og udfordringer, der eventuelt skal tages højde for i forbindelse med en akut krisesituation.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
”Rigtig mange danskere har allerede taget til sig, at vi har bedt dem om at kunne klare sig selv og sin husstands behov i tre døgn i tilfælde af en krisesituation. Men der er brug for, at vi ser ud over os selv og husstanden. Vi skal have danskerne til at overveje, om den ældre nabo har brug for hjælp med at få ekstra vand, eller om lokalsamfundet kan dele en solcellegenerator. Civilsamfundet og de frivillige har en helt særlig viden og indsigt i, hvordan vi kan få beredskabet både ind i de enkelte hjem og ud i lokalsamfundet. Og ikke mindst hvordan vi får tænkt særligt sårbare grupper, ældre og børn ind i beredskabsplanlægningen.”
Forummet udmønter dele af beredskabsaftalen og skal samle relevante aktører og udnytter civilsamfundets viden og kompetencer i håndteringen af både akutte og langvarige krisesituationer. Samtidig skal det fokusere på tæt samarbejde med myndigheder og styrkelse af borgernes egen robusthed i en krisesituation.
Kickoffkonferencen afholdes i København (Eigtved Pakhus) den 24. april 2025 kl. 12-16.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).