Ny trusselsvurdering for Cybertruslen mod Rumsektoren

For første gang udgiver Styrelsen for Samfundssikkerhed en trusselsvurdering, som beskriver cybertruslen mod den danske rumsektor. Rumbaseret teknologi og tjenester understøtter kernefunktioner inden for bl.a. sikkerhed og transport.

Rumdomænet er præget af intens konkurrence mellem stater, og de teknologier, systemer, maskiner og komponenter, som organisationer i rumsektoren ligger inde med, udgør et interessant mål for fremmede stater. Ligeledes vurderer Styrelsen for Samfundssikkerhed, at informationer og adgange stjålet fra rumsektoren er eftertragtede på de cyberkriminelle markedspladser.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:

Viden om det aktuelle trusselsbillede er essentielt for, at virksomheder og organisationer i rumsektoren kan have et højt cybersikkerhedsniveau. Det glæder mig derfor, at Styrelsen for Samfundssikkerhed for første gang har udgivet en specifik trusselsvurdering til sektoren. Trusselsvurderingen viser tydeligt, at også rumsektoren er et attraktivt mål for cyberkriminalitet og -spionage. Med denne vurdering er sektoren bedre klædt på til at tage ansvar for deres del af at øge Danmarks robusthed.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

Cybertruslen mod den danske rumsektor er alvorlig. Vi står med en ny trusselsvurdering, hvor truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet mod rumsektoren vurderes at være meget høj. Derfor er det helt afgørende, at både offentlige og private aktører i sektoren beskytter vores viden og teknologi. Jeg vil følge udviklingen nøje, og jeg er parat til at lave tiltag, som måtte være nødvendige for at sikre danske interesser i rummet.

Læs trusselsvurderingen på Styrelsen For Samfundssikkerheds hjemmeside 

Fakta

  • Truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet er meget høj, og stemmer overens med den samlede trusselsvurdering af cybertruslen mod Danmark 2024.
  • Truslen fra cyberaktivisme mod den danske rumsektor er vurderet som middel. Dette er lavere end for Danmark generelt, da cyberaktivister sandsynligvis ikke tilskriver sektoren samme symbolske betydning som andre sektorer.
  • I juni 2024 blev det generelle trusselsniveau for destruktive cyberangreb hævet fra lav til middel i Danmark. Det samme niveau er gældende for rumsektoren. Truslen fra destruktive cyberangreb mod Danmark udspringer fortsat primært fra Rusland.
  • Der er ingen trussel fra cyberterror mod den danske rumsektorer.
  • I trusselsvurdering omfatter rumsektoren de rumagenturer, satellitsystemer, luft- og rumfartsorganisationer samt kommercielle virksomheder, myndigheder og forskningsinstitutter med klare snitflader til rumdomænet. Trusselsvurdering behandler ikke truslen fra jamming og spoofing mod rumbaseret infrastruktur og teknologi.

Kontakt

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).