Torsdag d. 20. februar 2025 har Folketingets Finansudvalg godkendt indkøb af 7 nye kystredningsfartøjer til Kystredningstjenesten for et trecifret millionbeløb.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har underskrevet en kontrakt på de nye fartøjer, som forventes leveret i perioden 2026-2028.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
”Jeg er enormt glad for, at jeg i dag kan fortælle, at der anskaffes syv nye redningsfartøjer. Kystredningstjenesten i Beredskabsstyrelsen yder en vigtig indsats på havet, hvor de hjælper skibe i havsnød, med eftersøgninger og i forbindelse med drukneulykker. Det har høj prioritet for mig, at Kystredningstjenesten får nye og bedre fartøjer, som kommer til at gøre en forskel for Kystredningstjenesten og ikke mindst for dem, som skulle være så uheldige at ende i havsnød.”
Anskaffelsen er en del af en større fornyelse af Kystredningstjenestens fartøjer. Der anskaffes syv fartøjer af typen Danish Rescue Vessel (DRV), der skal operere i Kattegat og Østersøen ud fra eksisterende redningsstationer i henholdsvis Skagen, Østerby, Anholt, Grenå, Gedser, Rønne og Nexø.
Den samlede udgift til anskaffelsen af de syv fartøjer i perioden 2025-2028 vil være på 341,4 mio. kr.
Læs selve aktstykket på Folketingets hjemmeside: https://www.ft.dk/samling/20241/aktstykke/Aktstk.170/aktstykket.htm
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).