I dag lanceres værktøjet ”NIS 2-tjek”, som hjælper danske virksomheder med at vurdere, om de er omfattet af NIS 2-loven.
Når kalenderen skriver 1. juli, forventes det, at den danske lov om foranstaltninger til sikring af et højt cybersikkerhedsniveau (NIS 2-loven) træder i kraft. For flere tusinde virksomheder betyder det, at de skal leve op til lovfæstede krav til cybersikkerheden.
Men for den enkelte virksomhed, kan det være svært at vide, om de er omfattet af reglerne eller ej. Det skal et nyt værktøj, som Styrelsen for Samfundssikkerhed står bag, nu hjælpe med.
Værktøjet er designet til at guide virksomhederne gennem NIS 2-lovens anvendelsesområde og kriterier for, hvornår en virksomhed er omfattet af loven.
Ved at besvare en række spørgsmål får virksomheden både en indikation på, om de er omfattet af NIS 2-loven og hjælp til, hvor de kan finde mere viden og generel vejledning om NIS 2 og cybersikkerhed.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
”Trusselbilledet kræver, at vi skruer op for cybersikkerheden i hele samfundet, og derfor er implementeringen af NIS 2-direktivet en af mine store prioriteter. En række virksomheder har givet udtryk for, at de er i tvivl om NIS 2 også gælder for dem. Derfor introducerer Styrelsen for Samfundssikkerhed nu NIS 2-tjek, så virksomheder kan få en vejledende vurdering på få minutter og derefter tage de næste skridt mod at skabe en mere digital robust virksomhed. Det har fra begyndelsen været vigtigt for mig, at virksomhederne er klædt godt på til den nye lovgivning. NIS 2-tjek er første skridt på vejen mod det. Snart følges der op med vejledninger.”
Det nye værktøj er tilgængeligt fra i dag:
Folketinget er ved at behandle lovforslaget om NIS 2, der har til formål at styrke cybersikkerheden og modstandsdygtigheden over for cybertrusler på tværs af EU. NIS 2-loven skal efter planen træde i kraft den 1. juli 2025. Loven er rettet mod virksomheder inden for en lang række sektorer og for offentlige myndigheder, som anses for at være kritiske for økonomien og samfundet.
Med NIS 2-loven bliver flere virksomheder omfattet, end tilfældet var med den hidtidige NIS-lov (NIS1). NIS 2-loven vil fastsætte detaljerede kriterier for, om virksomheder (i lovudkastet kaldet enheder) omfattes af lovens anvendelsesområde. Virksomhederne skal selv vurdere, om de er omfattet og registrere sig senest den 1. oktober 2025.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er ansvarlig for at koordinere implementeringen af NIS 2-direktivet i Danmark. Med NIS 2-loven indføres en række nye krav til omfattede virksomheder og myndigheder. NIS 2-loven vil bl.a. stille krav om gennemførelse af cybersikkerhedsforanstaltninger, hændelsesrapportering samt give styrkede tilsyns- og håndhævelsesbeføjelser til myndighederne.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).
Styrelsen for Samfundssikkerheds presse på tlf. 51 83 93 72