Aftale om hurtig anskaffelse af fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer

Partierne bag Forsvarsforliget er netop blevet enige om dele af flådeplanen. En del af planen er, at der hurtigst muligt anskaffes fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer.

Forsvarsministeren og partierne bag Forsvarsforliget er netop blevet enige om dele af flådeplanen. En del af aftalen er, at der skal anskaffes fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer, som skal erstatte de fire nuværende havmiljøskibe. Havmiljøberedskabet hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.

Aftaleparterne er enige om, at det er ambitionen, at fartøjerne skal produceres i Danmark.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger: 

”Det er en prioritet for regeringen, at vi kan passe på vores kyster og havmiljø. Derfor skal der være den rette kapacitet til at kunne bekæmpe olie- og kemikalieforurening i havet. Jeg er rigtig glad for, at der som en del af aftalen om flådeplanen anskaffes fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer. Nu har vi fundet en løsning, så vi fremover får et robust havmiljøberedskab, som kan rykke ud, hvis der sker et olie- eller kemikalieudslip i havet.”

De nye havmiljø- og minelægningsfartøjer skal samtidig kunne bistå med sømilitære opgaver, såsom minelægning, farvandsovervågning og overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur.

De fire nye fartøjer skal erstatte de fire havmiljøskibe (Gunnar Seidenfaden, Gunnar Thorsen, Mette Miljø og Marie Miljø), som i dag udgør kernen i havmiljøberedskabet.

Kontakt

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).