Ny aftale tager vigtige skridt mod et robust beredskab

Med den nye Aftale om beredskabsområdet 2025-2026 tages der hånd om en række akutte behov i Beredskabsstyrelsen. Derudover styrkes cyber- og informationssikkerheden med blandt andet en ny strategi.

Regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er blevet enige om en ny aftale på beredskabsområdet. Partierne tager med aftalen hånd om en række akutte behov i Beredskabsstyrelsen. Aftalen vil styrke det samlede danske beredskab med mere materiel og flere hænder, der kan rykke ud og assistere blandt andet de kommunale redningsberedskaber. 

Der kommer flere og større øvelser på tværs af stat, kommune og sektorer, der modsvarer det komplekse trussels- og risikobillede med voldsommere vejrhændelser og risiko for hybride angreb.  Samtidig er partierne enige om, at der skal udarbejdes en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed i 2025.

Konkret er der initiativer for 608 mio. kr. i 2025-2026 i aftalen, og varige initiativer for 183 mio. kr. årligt frem til 2033. I alt er der med beredskabsaftalen afsat 1,9 mia. kr. i perioden 2025-2033.

 

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:

”Nu tager vi et vigtigt skridt henimod et stærkere samlet beredskab med flere hænder og mere materiel. Med aftalen adresserer vi de mest akutte behov i Beredskabsstyrelsen, så det samlede redningsberedskab er klædt bedre på til at møde de udfordringer, vi står over for. Samtidig lægger vi med aftalen op til at styrke cybersikkerheden både nu og med en ny strategi for området. Men vi er ikke i mål, og det har partierne bag aftalen også givet hinanden håndslag på i dag. Det stopper ikke her. Vil vi have styrket samfundssikkerheden bredt, skal der flere initiativer til.” 

Socialdemokratiets beredskabsordfører Kasper Roug siger:

”I Socialdemokratiet er vi meget glade for, at vi starter første etape på en ny erhvervsrettede brand-konstabeluddannelse. Nye og flere kompetencer til vores beredskaber er en nødvendighed for fremtidens beredskabsindsatser. Ligeledes vil vi også gerne pege på en øget kommunikation og ikke mindst indsatsen for at gøre vores samfund mere robust for bl.a. vores mange frivillige i beredskaberne.”

Venstres beredskabsordfører Peter Juel-Jensen siger:

”I Danmark har vi et stærkt og professionelt beredskab til at stå vagt om vores samfund, når truslerne fra vejr såvel som ondsindede fremmede magter er kommet for tæt på – dagens aftale gør et godt beredskab endnu bedre.”

Danmarksdemokraternes beredskabsordfører Lise Bech siger:

”Det danske beredskab har i mange år ikke været prioriteret tilstrækkeligt. Vi skal være forberedt på den nye virkelighed, hvor der er behov for at øge kravene til vores samfundssikkerhed og beredskab. Derfor er vi i Danmarksdemokraterne tilfredse med at være en del af denne aftale, selvom vi ikke er i mål. Vi skal kunne håndtere kriser og hændelser på tværs af sektorer og på tværs af kommuner, regioner og stat. Det har været vigtigt for os, at aftalen betoner vigtigheden af samarbejdet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber, da samspillet er afgørende for et velfungerende beredskab, hvor de kommunale beredskaber er dem, der er til stede i hele landet. Vi ser frem til det videre arbejde med at styrke samfundssikkerheden bredt i lyset af de ændrede udfordringer.”

Socialistisk Folkepartis beredskabsordfører Anne Valentina Berthelsen siger:

“I SF er vi glade for, at vi med aftalen får styrket Beredskabsstyrelsen og, at det er lykkedes at sikre, at de kommunale beredskaber skal inddrages i hvilket materiel, der er behov for, så vi får indkøbt det rigtige, samt at der er et fokus på børn og unge i beredskabsindsatsen. Vi er også glade for, at vi samtidig for alvor tager hul på implementeringen af NIS2- og CER-direktiverne, som skal hjælpe med at styrke cybersikkerheden på tværs af myndigheder og sektorer. Men vi er langt fra i mål med cybersikkerheden og de kommunale beredskaber. Det er lykkedes at forpligte regeringen på, at vi skal forhandle om en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed, og at forhandlingen skal ske på et ordentligt analytisk grundlag. Vi kommer til at holde regeringen op på, at cybersikkerheden skal styrkes markant og på tværs af myndigheder og sektorer, og at de kommunale beredskaber har behov for en økonomisk indsprøjtning flere steder i landet.”

Moderaternes beredskabsordfører Charlotte Bagge Hansen siger:

"Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt mod et stærkere og mere modstandsdygtigt beredskab. Moderaterne glæder sig over, at vi opjusterer faciliteter, styrker uddannelse og sikrer mere materiel, så Danmark bedre kan imødegå en stadig mere kompleks virkelighed. Vi har brug for en ny bevidsthed, hvor hele samfundet er rustet til at håndtere konkrete trusler og kriser. Derfor er vi særligt tilfredse med det tværgående fokus på borgernær kommunikation og et styrket samarbejde mellem offentlige og private aktører."

Radikale Venstres beredskabsordfører Stinus Lindgreen siger:

“Vi er i Radikale Venstre glade for, at der - efter en noget tumultarisk start - nu ligger en fin lille aftale. Vi er glade for, at der dels sættes fokus på uddannelse og øvelser, dels lægges op til en styrkelse af Beredskabsstyrelsen i tæt dialog med de lokale beredskaber, så vi får en målrettet styrkelse af vores beredskab. De væsentligste opgaver udestår dog stadig: Beskyttelse af kritisk infrastruktur, en opdateret cyberstrategi og - nok allervigtigst - en samlet beredskabsaftale. For os er det derfor afgørende, at ministeren og regeringen nu forpligter sig på at indkalde til forhandlinger på alle områder, så vi kan styrke samfundssikkerheden bredt i en tid, hvor både klimaforandringer og hybride trusler presser sig på.” 

Fakta

Aftalen indeholder følgende fem indsatsområder:

·        Akutpakke

Mere uniformeret personel som assistance til blandt andet de kommunale redningsberedskaber og udbedring af akutte udfordringer i Beredskabsstyrelsens bygninger og faciliteter.

·        Klimamateriel og øget operativ kapacitet

Investering i blandt andet specialiseret klimamateriel som højkapacitetspumper og mobildæmninger, tilførsel af 50 værnepligtige og styrkelse af de kemiske og nukleare ekspertberedskaber.

·        Flere øvelser og uddannelse

Flere øvelsesaktiviteter til scenarier såsom voldsommere vejrhændelser og hybride angreb som sabotage og cyberangreb mod kritisk infrastruktur. Derudover nedbringelse af ventetider på lederuddannelser og forberedelser til at oprette en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse.

·        Styrket borgernær kommunikation og rådgivning

Styrket borgervendt kommunikation blandt andet til sårbare, ældre og børn og unge. Mere rådgivning til kommuner, myndigheder og virksomheder om bl.a. beredskabsplanlægning. 

·        Styrket cybersikkerhed og modstandsdygtighed i kritiske enheder

Ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed i 2025 og styrket cybersikkerhed gennem løbende og aktuel rådgivning til borgere, virksomheder og myndigheder. 

Herudover er aftalepartierne enige om, at der nedsættes fora for henholdsvis erhvervslivet og for civilsamfundet, og igangsættes analysearbejde om blandt andet civilbeskyttelse og samspillet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber.

Kontakt

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms). 

Lise Bech kan kontaktes på tlf. 61 62 45 07

Anne Valentina Berthelsen kan kontaktes på tlf. 61 62 30 68

Carsten Bach kan kontaktes på tlf. 61 62 48 85

Rasmus Jarlov kan kontaktes på tlf. 61 62 46 41

Stinus Lindgreen kan kontaktes på tlf. 61 62 33 37

Alex Ahrendtsen kan kontaktes på tlf. 61 62 51 54

Kasper Roug kan kontaktes på tlf. 61 62 59 66

Peter Juel-Jensen kan kontaktes på tlf. 61 62 46 28

Charlotte Bagge Hansen kan kontaktes på tlf. 61 62 49 47

 

Læs hele aftaleteksten her: 

Download