Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskabsstyrelsen udgør fremadrettet myndighederne under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
I lyset af det skærpede trusselsbillede er der et klart behov for at anskue samfundssikkerhed i et bredere perspektiv. Det arbejde understøttes ved at samle ministeriets fagområder i to styrelser. Fagområderne for cybersikkerhed, forsyningssikkerhed og informationssikkerhed, samt den Nationale Operative Stab (NOST) samles i Styrelsen for Samfundssikkerhed. Derudover vil Beredskabsstyrelsen få tilført nye opgaver såsom havmiljøberedskabet og kystredningstjenesten.
Laila Reenberg bliver fungerende direktør i Styrelsen for Samfundssikkerhed og Christine Engel bliver fungerende direktør i Beredskabsstyrelsen. Begge styrelser har hovedsæde i Birkerød, men består af medarbejdere og opgaver, der fordeler sig rundt i landet.
Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
”Helt overordnet er mit mål, at Danmark skal blive mere robust og modstandsdygtigt som samfund. Derfor er jeg rigtigt tilfreds med, at vi nu kan præsentere en omorganisering, hvor vi har samlet dygtige medarbejdere og opgaver fra 8 ministerområder. Fremover skal de arbejde endnu tættere sammen i to vigtige styrelser med Danmarks sikkerhed som omdrejningspunkt.”.”
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) har i et tæt samarbejde med de ansvarlige sektorer ansvaret for at forebygge, modstå og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner.
MSSB skal på tværs af og i samarbejde med de forskellige sektorer understøtte en samlet retning samt tværgående krav og standarder for arbejdet med robustgørelse og beredskabsplanlægning i de enkelte sektorer. Det omfatter også at rådgive og kommunikere til myndigheder, virksomheder og befolkning. MSSB er samtidig ansvarlig for en række operative funktioner.
Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) beskæftiger sig med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står over for, herunder på cyber- og informationssikkerhedsområdet. Dertil varetager Styrelsen for Samfundssikkerhed beredskabsplanlægning og opgaver vedrørende koordination af den nationale krisestyring.
Beredskabsstyrelsen (BRS) beskæftiger sig med at håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner. Det omfatter bl.a., at Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Dertil har Beredskabsstyrelsen ansvaret for en række operative kapaciteter og opgaver vedrørende beredskabskommunikation. Styrelsen varetager ligeledes opgaver vedrørende sikkerhed og beredskab på havet.
Du kan læse mere om styrelsernes primære opgaveområder her.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).