Kampagnen om identitetstyveri lanceres mandag den 30. september med skuespiller Bodil Jørgensen som frontfigur. Formålet med kampagnen er at øge borgernes bevidsthed om, hvordan de kan navigere sikkert i en digital virkelighed, hvor teknologi og metoder hele tiden udvikler sig, og hvor svindlere kan være svære at gennemskue. Især når de udgiver sig for at være banker og myndigheder.
I en endnu ikke offentliggjort rapport ”Danskernes Informationssikkerhed 2024” angiver 68 pct. af deltagerne, at de det seneste år har været udsat for en falsk mail, sms eller opkald, hvor afsender beder om personlige oplysninger. Særligt svindelforsøg via sms er steget markant: 51 pct. af deltagerne oplyser i det seneste år at have modtaget en sms med et link til en falsk loginside. I 2020 var det tal 30 pct. Rapporten ”Danskernes Informationssikkerhed 2024” forventes offentliggjort senere på året.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
Cybersikkerhed handler både om det helt store, nationale beredskab, og om hvordan vi hjælper den enkelte borger, så man kan føle sig tryg. Identitetstyveri er et godt eksempel: Hvis du får stjålet dine personlige oplysninger, skal du som borger vide, hvad du skal gøre, og hvor du kan få hjælp. Derfor er jeg som minister for samfundssikkerhed og beredskab meget optaget af, hvordan vi kan bistå den enkelte dansker til at have paraderne oppe over for fupmails, forvrængede stemmeopkald og andre kuriøse forsøg på at få fravristet personlige data. Jeg tør godt vove den påstand, at svindlerne bliver bedre hver dag. Så det skal vi også blive.”
Bag kampagnen står Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab sammen med Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, politiet, Skattestyrelsen, Det Kriminalpræventive Råd, Digitaliseringsstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk. Kampagnen er en del af national cybersikkerhedsmåned og koordineres under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.