De to EU-direktiver, NIS 2 og CER, bliver implementeret i 2025 ved tre selvstændige lovforslag. Formålet med NIS 2-direktivet er at skabe et højere og mere ensartet cybersikkerhedsniveau på tværs af EU’s medlemsstater, mens formålet med CER-direktivet er at styrke kritiske virksomheders og myndigheders fysiske modstandsdygtighed.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
Som ny minister på området ligger det mig meget på sinde at sikre, at virksomheder og myndigheder får god tid til at gennemføre arbejdet, og at vi tager os tid til at lytte til de input, der er kommet fra erhvervslivet og andre interessenter. Sikkerhed og robusthed er ganske enkelt for vigtigt til, at vi haster noget igennem.
Arbejdet med at implementere EU’s direktiver om cybersikkerhed (NIS 2-direktivet) og modstandsdygtighed (CER-direktivet) i dansk lovgivning var senest planlagt til at blive fremsat for Folketinget i oktober 2024. Nu forventes lovforslagene i stedet fremsat i februar 2025 for at sikre en så god proces som muligt for det videre arbejde med implementeringen, der bl.a. har stor betydning for erhvervslivet.
Med den kongelige resolution af 29. august 2024 har Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab overtaget det overordnede ansvar for implementeringen af direktiverne fra Forsvarsministeriet. Ministeriet er på nuværende tidspunkt i gang med at foretage en grundig gennemgang af lovforslagene og de modtagne høringssvar til de to udkast til hovedlovforslag, der har været sendt i offentlig høring. Det tredje lovforslag, om implementering af NIS 2 i telesektoren, vil ligeledes blive sendt i offentlig høring forud for implementering.
Det følger af direktiverne, at fristen for implementering er 17. oktober 2024. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab vil derfor sørge for, at EU-Kommissionen underrettes om den forsinkede implementering i Danmark.
Se det samlede Lovprogram for folketingsåret 2024-2025.
Kontakt Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressetelefon på: 2442 0999 (kun opkald).